Madeiras nordkyst - udsigt fra Santana
Rejser til nordkysten på Madeira
På rejser til Madeiras nordkyst finder man blandt andet de to byer Santana og São Jorge, som er adskilt af en dyb kløft, skabt af floden São Jorge. Specielt São Jorge er et besøg værd, for ikke bare er det en meget smuk by, men den rummer også en forbløffende fin barokkirke, der kun finder sin overmand i Funchals domkirke, hvad angår indretning. Her er en statue af helgen Sct. Jorge, en guldbelagt prædikestol og kalkmalerier med billeder fra Sct. Jorges liv. Byen byder også på et par hyggelige og rolige parker med paradisfugleblomster og azalear, og er klart et besøg værd, på din rejse til Madeiras nordkyst.
Santana er blevet kendt for sine stråtækte bondehuse, kaldet ”palheiros”, men byen er mere interessant som udgangspunkt for vandreture i ét af de mest uspolerede og flotteste landskaber på Madeira gennem Pico das Pedras Nationalpark.
Seværdigheder, når du rejser til Madeiras nordkyst
I landsbyen Bonaventura, vest for São Jorge på Madeiras nordkyst, produceres det meste råmateriale til øens kendte kurvearbejder. Byen ligger på en klippetop med en smuk udsigt over havet og er omgivet af vingårde, piletræsplantager og grønne dale. Når du rejser til Madeiras nordkyst kan du også gå i pilgrimmenes fodspor. Lidt længere ude mod kysten ligger nemlig byen Ponta Delgada, der én gang om året er øens største pilgrimsmål. Sagnet lyder, at en Kristusfigur i træ skyllede i land her i det fjortende århundrede, og at det var denne hændelse, der fik de lokale indbyggere til at opføre en kirke på stedet. Kristusfiguren, der har overlevet en ildebrand, tilbedes stadig i en glasmontre i kirken.
São Vicente, beliggende ved kysten, længere vest på, regnes for at være én af de meste attraktive byer på Madeira, med et hyggeligt og velholdt bycentrum, en frodig naturpark i udkanten af byen, oprettet af Verdens Naturfond, og kapellet ”Capelinha de São Vicente”, der er hugget ud af ét klippestykke og omgivet af høje palmetræer.
Vores rejser til Madeira
Vi arrangerer både individuelle rejser til Madeira hele året rundt, samt temarejsen "Vidunderlige Madeira" på udvalgte datoer.




