Sydkysten er Madeiras mest solrige del med en række charmerende feriebyer og storslåede landskaber.
Centralt på den sydøstlige del af Madeira ligger byerne Santa Cruz og Machico. Santa Cruz ligger tæt på lufthavnen, og er en af Madeiras oversete feriebyer. Byen er i besiddelse af fremragende historisk arkitektur, f.eks. kirken Igreja Matriz de São Salvador, der er én af de største kirker på øen, med fine stenhuggerarbejder fra den manuelinske periode og et smukt sakristi fra det fjortende århundrede. På den anden side af torvet ligger byens gamle rådhus. Byen rummer også nogle charmerende og behagelige parker, blandt andet Parque Municipal med drageblodstræer. Byens stenede strand har udsigt til kulørte fiskerbåde, der støder op til en anden af byens dejlige parker, og er omgivet af spredte palmetræer.
Machico, der ligger lidt længere oppe af kysten, er Madeiras næststørste by og den ældste bosættelse på øen. Det hedder sig, at byens navn stammer fra en englænder ved navn Robert Machin, der i 1344 led skibbrud med sin elskerinde Ana de Efert, og som siden er blevet til en legende. Byen blev øens østlige hovedstad, efter at den blev portugisisk i 1419 og den nye herre valgte at dele øen op i to len.
Blandt Madeiras attraktioner er kajen Cais, hvor det siges, at Zarco gik i land med sine opdagelsesrejsende, da de første gang kom til Madeira og den tilhørende udsigt til Machico-bugt. Ikke langt derfra ligger fortet, Forte de São João Baptista, som nu er privat bolig. Ved det lille kapel, Capela dos Milagres, fra det nittende århundrede afholdes der hvert år en højtidelig religiøs procession, der opsøges af pilgrimme fra hele øen.
Lidt længere oppe af kysten ligger Canical, som rummer et interessant hvalmuseum, Museu da Baleia. Canical var engang centrum for jagt på spermacethvalen, indtil hvalfangsten blev forbudt på Madeira i 1982. I museets udstillingsmontre kan man se udskårne genstande i hvalben, harpuner og se en video om hvalfangst på engelsk.
Fortsætter man i nordøstlig retning herfra kommer man til øens østligste punkt Ponta de São Lourenco. Vejen fører kun til Baia da Abra, så for at komme hele vejen ud til halvøens spids skal man have vandreskoene på. Turen tager ca. 3 timer. Fra halvøens spids kam man se fyrtårnet på den lille ø, Ilheu de Farol.
På den sydvestlige del af øen, i modsat retning, finder man den travle ferieby Ribeira Brava, som har en dejlig strandpromenade med masser af cafeer, og som fører ned til byens gamle, brolagte hovedgade, Rue do Visconde. Byen har også en storslået kirke, São Bento, som blev bygget som et resultat af den blomstrende sukkerhandel i det femtende århundrede, og som har bevaret oprindelige manuelinske træk.
Den vigtigste by på det sydvestlige Madeira er Calheta. Byen rummer en kirke med et kæmpemæssigt helgenskrin af elfenben og sølv. Ved siden af kirken ligger tre sukkerfabrikker, hvor man stadig producerer rom og melasse, og på stranden vidner en gammel, nedlagt mølle fra nittenhundretallet om den tid, hvor sukkerrør var øens vigtigste afgrøde.
Se vores hoteller på Madeiras sydkyst
Vi arrangerer både individuelle rejser til Madeira hele året rundt, samt temarejsen "Vidunderlige Madeira" og rundrejsen "Madeiras Højdepunkter" på udvalgte datoer.
Her kan du læse mere om vores temarejse "Vidunderlige Madeira"
Her kan du læse om vores rundrejse "Madeiras Højdepunkter"
Individuelle bil-rundrejser på Madeira
Her kan du læse mere om vores forskellige bil-rundrejser til Madeira