Vejret på Azorerne
Vejret på Azorerne er medvirkende til at gøre øerne og faunaen til en fantastisk naturoplevelse. Der er ikke de store udsving i temperaturen mellem sommer og vinter, idet Atlanterhavet sørger for at udjævne årstiderne. Man oplever mange forskellige vejrtyper på øerne, og selv på hovedøen São Miguel kan der være forskelligt vejr samtidigt på de forskellige dele af øen. Portugiserne mener at vide, at den mest pålidelige vejrudsigt man får på Azorerne, er den man får, når man kigger ud af vinduet om morgenen.
Om sommeren regner det væsentligt mindre end om vinteren, men der kan stadig komme ret kraftig regn. Det sker dog kun sjældent og ikke i så mange dage i træk som om vinteren. Lidt støvregn hver dag eller en byge skal man dog være forberedt på også om sommeren. Januar og februar er vejrmæssigt de mest ustabile måneder og selv om temperaturen stadig er behagelig kan det blæse og regne meget.
Om aftenen falder temperaturen og det er en god ide at have en trøje eller en let jakke med også om sommeren. Om vinteren er det bedst at være varmt klædt på om aftenen, selv om temperaturen om dagen stadig når op på 16-19 grader.
Badevandstemperaturen
Badevandstemperaturen er stort set den samme sommer og vinter - omkring 20-22 grader. Øst for Ponte Delgada ved São Roque finder man én af de mest populære strande på Azorerne, som bliver fyldt i weekenden. I selve Ponte Delgada kan man også bade i Lidoen ved haven. Hvis man tager til den sydlige del af São Miguel øen, er der gode bademuligheder ved byen Vila Franca do Campo. Stranden ved São Miguels gamle hovedby på sydkysten er også god til snorkling. Er man taget til øen Santa Maria kan man i nærheden af byen Vila do Porto finde én af Azorernes bedste strande. Byen Prai da Vitoria ligger på øen Terceira, og her finder man også en udmærket sandstrand. Andre steder på øerne er der naturlige badesteder i klipperne og på hovedøen São Miguel kan man i kurbyen Furnas bade i den lokale parks helbredende varme vand. Varme kilder til badegæster med behagelig vandtemperatur findes der også på São Miguel ved Caldeira Velha.
Omskifteligt vejr på Azorerne
Vejret kan skifte en del på Azorerne. Hvis man har valgt at mellemlande i Europa eller skal nå en forbindelse i Danmark, er det er vigtigt at afsætte tid til forsinkede flyafgange fra lufthanven i Ponte Delgada. Der er næsten aldrig dårligt vejr, men på grund af tåge kan flyforbindelserne fra Azorerne let blive forsinkede.