Porto Porto - portvinsbåde i floden ved Porto

Lissabon - Porto 8 dage

På denne bilrundrejse kombinerer du Portugals charmerende og dynamiske hovedstad, Lissabon med landets 2. største metropol, portvinens hjemby, Porto. Nyd nogle dage i Lissabon, hvor landets spændende historie og gamle kvarterer kombineres med et ungt vibrerende miljø. Fra Lissabon er det nemt at tage med toget på en udflugt til bjergbyen Sintra eller kystbyerne Cascais og Estoril. Tag bilen, kør nordpå og gør undervejs eventuelt stop i nogle af de historiske byer som Obidos, Coimbra og Fatima inden ankomsten til Porto. Byen er berømt for sin portvin, som oplagres og udskibes fra bredden af den gyldne flod, som portugiserne kalder den smukke Douro-flod.

Fra Lissabon til Porto – dag for dag
 

OBS: Nedenstående rejse er et forslag, men du kan rejse i nøjagtigt det antal dage du ønsker og naturligvis også bo på andre hoteller, end dem vi anbefaler.

Dag 1: Ankomst til Lissabon. 4 overnatninger på Hotel Fenix Garden

Dag 2-4: Dagene til egen disposition til oplevelser i og omkring Lissabon

Dag 5: Kør nordpå til Porto, hvor der er 3 overnatninger på Hotel Quality Batalha

Dag 6-7
: 2 hele dage til at udforske Porto og Douro-dalen

Dag 8: Afrejse fra Porto

Vi lægger ud i Lissabon, Portugals charmerende og dynamiske hovedstad. Lissabon ligger ved Tejo-flodens udmunding, 17 kilometer fra Atlanterhavet, hvor karavellerne sejlede ud fra, da Portugal herskede som kolonimagt i den ”Ny Verden”, og byen bærer stadig præg af sin storhedstid, da den var centrum for verdenshandlen under Opdagelsestiden. De store monumenter i kvarteret Belem, såsom Torro de Belem, og klostret Mosteiro dos Jeronimos, der begge er bygget i den berømte manuelinske stil, vidner om denne guldalder i Portugals historie. I Lissabon har du også mulighed for at slentre rundt i de gamle, smukke kvarterer, Alfama og Barrio Alto, beskue Tejo-floden fra kongefæstningen Castelo de São Jorge og nyde nogle af de mange fremragende restauranter og cafeer, som er i byen.

Når man er i Lissabon, bør man også give sig selv muligheden for at gå ind på et af Lissabons fado-huse, hvor man kan høre den berømte nationale folkemusik-stil ”fado”, som egentlig betyder ”skæbne”, og som Lissabon-borgerne har hæget om med en blanding af traditionalistisk varsomhed og nysgerrig kreativitet i mere end 150 år. Fadoen har en stor kulturel betydning i Portugal, ikke mindst for de lidt ældre generationer, ligesom tangoen har det i Argentina eller flamencoen i Spanien, og hvis man vil have et indblik i den klassiske portugisiske kultur, er det en god ide at sætte sig lidt ind i fadoens univers.
Fra Lissabon kan man desuden foretage ekskursioner ud til den smukke bjergby Sintra, der rummer et ekstravagant kongeligt palads, det europæiske kontinents vestligste punkt, Cabo da Roca, og de charmerende kystbyer Cascais og Estoril.

Overnatning i Lissabon: Hotel Fenix Garden – 4 nætter

 

Kør herfra nordpå til Porto, Nordportugals centrale by, og portvinens hjemby. Porto har altid stået i handelens vartegn, og de oversøiske rigdomme, som man indskibede fra Den Nye Verden i 1400- og 1500-tallet, kombineret med den omfattende vinhandel med England, da krydderihandlen med Østen gik Portugal af hænde, sikrede Porto en privilegeret økonomisk position, som man stadig kan se spor af i byens gamle centrum.

Porto er naturligvis mest berømt for sin portvin, som oplagres og udskibes fra bredden af den ”gyldne flod”, som portugiserne kalder den smukke Douro-flod, og i området Vila Nova de Gaia kan man se nærmere på disse portvinshuse og få en smagsprøve på den legendariske vin. Douro-floden er også centrum for flodsejladser, som giver et andet, og interessant billede af byen, og en heftig trafik mellem byen og Vila Nova de Gaia, som forbindes ved den historiske bro, Ponte de dom Luis I, bygget af en assistent til Gustave Eiffel i 1886.
Fra Porto er der rig mulighed for at foretage spændende udflugter, blandt andet til Dourodalen, der byder på et af de smukkeste landskaber i Portugal, Minho-provinsen, der regnes for nationen Portugals fødested, og Braga, der er et af Portugals vigtigste religiøse centre.

Overnatning i Porto: Hotel Quality Inn Batalha – 3 nætter