Bilrundrejse Bilrundrejse - oplev bl.a. de smukke landskaber i Alentejo på din rejse

Alentejo - Porto - Lissabon 20 dage

På denne lange bil rundrejse kommer du rundt i store dele af Portugal, fra Alentejo-regionen i syd/midt, over Douro-dalen, Minho-provinsen og Porto i nord, til området omkring Coimbra og Nazare i den centrale del af Portugal.

Vi begynder i Alentejo-provinsen, der ligger i den midt-centrale del af Portugal og hvis navn kommer fra, "Além-Tejo", som bogstaveligt talt kan oversættes til "Hinsides Tejo" – en betegnelse, der efter sigende blev opfundet af romerne for at betegne den del af Portugal, som lå hinsides deres egen provins. Regionen er adskilt fra resten af Portugal ved Tejo-floden, og strækker sig mod syd, hvor den grænser op til Algarve.

OBS: Nedenstående rejse er et forslag, men du kan rejse i nøjagtigt det antal dage du ønsker og naturligvis også bo på andre hoteller end dem vi anbefaler.  

Landskabet i Alentejo er vidunderligt og ligner ikke noget andet i Portugal – med bløde rullende bakker, uberørte kyststrækninger, uendelige hvedemarker og sletter med korkeg og oliventræer, eller lejlighedsvis vin. Øst for Portalegre har man mulighed for at se den smukke naturpark, Parque Natural da Serra de São Mamede, der omfatter charmerende middelalderlandsbyer, og i den sydlige del, nær Mértola, findes en anden naturpark , Parque Natural do Vale Guadiana, som hovedsageligt er ubeboet. Mod vest finder man den attraktive kyststrækning, som løber fra havnen i Sines ned til Cabo de São Vicente, og som udgør det sydvestlige Alentejo. Alentejo rummer også den historisk unikke by Evora, som har en historie, der går mere end to årtusinder tilbage. Den var kendt som Ebora af Lusitanianerne, der gjorde byen til deres regionale hovedstad.

Romerne erobrede byen i 57 f.Kr. og byggede mure omkring byen, der - sammen med ruiner af romerske bade – stadig findes levn af i byen. Julius Cæsar kaldte Evora for "Liberalitas Julia" og byen voksede i betydning, fordi den lå på krydset af flere vigtige ruter. Under sine rejser gennem Gallien og Lusitania, besøgte Plinius den Ældre også Evora, og nævnte den i sin bog "Naturalis Historia” som Ebora Cerealius på grund af sine mange omkringliggende hvedemarker. I disse dage var Évora en blomstrende by med en høj rang blandt kommunerne i det romersk Hispania, hvilket fremgår klart af mange indskrifter og mønter. Det monumentale korintiske tempel i centrum af byen stammer fra det 1. århundrede og var sandsynligvis rejst til ære for kejser Augustus.
I middelalderen blev Evora til Portugals videnskabelige, religiøse og kulturelle centrum, med et kendt universitet grundlagt af jesuitter i 1559 og en status som sæde for ærkebispedømmet i 1540. De mange forskellige arkitektoniske stilarter (romansk, gotisk, manuelinsk, renæssance, barok), og de mange pladser og smalle gader i byens centrum er alle en del af den rige arv i denne smukke museums-by, der er blevet gjort til kulturel verdensarv af Unesco.

Forslag til overnatning: Mar de Ar Muralhas, Evora – 3 nætter

 

Vi foreslår nu, at du fortsætter mod nord, til den pragtfulde Douro-dal, der er i besiddelse af et af Portugals smukkeste landskaber. Douro-dalen er naturligvis uløseligt forbundet med Douro-floden, der med sine 897 kilometer er én af de store floder på Den Iberiske Halvø, med udspring nær Duruelo de la Sierra i provinsen Soria i det nordlige-centrale Spanien og udløb ved Porto i Portugal.
Douro-dalen har et mikroklima, der giver mulighed for dyrkning af oliven, mandler, og især druer - de selvsamme druer, som man bruger til at producere den berømte portvin. Området omkring Pinhao og São João da Pesqueira anses for at være centrum for portvins-produktionen, med dets maleriske vingårde, kaldet ”quintas”, der klamrer sig til de næsten lodrette skrænter, hældende ned til floden.

Traditionelt blev vinen transporteret ned ad floden i fladbundede både, kaldet rabelos, der senere skulle opbevares i kældre i portvinsområdet, Vila Nova de Gaia, i Porto. I 1950'erne og 1960'erne, blev der bygget dæmninger langs floden, der sluttede denne transport og nu transporteres portvinen i lastbil med tank.

Douro-floden er et af de absolut smukkeste steder i Portugal og kan både ses fra landhøjde i bil eller fra floden, på en af de flodsejladser, der arrangeres. Vi anbefaler, at du bor på en vingård under din rejse i Douro-dalen.

Forslag til overnatning: Casa Casal de Loivos – 2 nætter.

 

Vi foreslår nu, at du kører længere mod nord, til Minho-provinsen, der er den nordligste provins i Portugal. Denne del af Portugal regnes af mange for den mest oprindelige del af Portugal og som nationens fødested. Minho-provinsen rummer blandt andet byen Braga, som er den ældste portugisiske by, og en af de ældste kristne byer i verden.

Under det romerske imperium, hvor det bar navnet Bracara Augusta, var byen hovedstad i provinsen Gallaecia og har siden været et religiøst og forretningsmæssigt centrum i Portugal. I 1100-tallet blev det sæde for de portugisiske ærkebiskopper, og selvom Braga mistede denne position i 1800-tallet har byen bevaret sin status som religiøst centrum med et væld af kendte religiøse fester. Mest kendt er nok byens religiøse helligdom, Bom Jesus do Monte, den enorme trappe i barokstil, som fører op til kirken Bom Jesus, hvorfra der er en fantastisk udsigt over trappen og byen.
Minho-provinsen rummer også den by, der af mange regnes for Portugals fødested. I det 9. århundrede var Vímara Peres i stand til at fordrive maurerne og grundlagde en befæstet by under eget navn Vimaranis (af Vimar), som senere blev Guimaranis, nutidens Guimarães. Byen var fødestedet for Afonso I Portugal, den første portugisiske konge, der gjorde Gumaraes til hovedstad, og silhuetten af byens borg optræder i det portugisiske våbenskjold.

Desuden byder Minho-provinsen på den fantastiske nationalpark, Peneda-Gerés, der med sine 700 km2 vild natur strækker sig fra Geres-bjergene i syd til Peneda-bjergkæden i nord.

Forslag til overnatning: Quinta de Vermil, Ponte de Lima – 4 nætter

 

Vi foreslår nu, at du bevæger dig videre til Portugals andenstørste by Porto. Porto er hovedstad i Norte-regionen og er, sammen med Lissabon, en af Portugals to globale byer. Byen ligger i mundingen af Douro-floden i det nordlige Portugal og som den største by i regionen anses den for det økonomiske og kulturelle centrum for hele regionen. Det historiske centrum af Porto blev erklæret et World Heritage Site af UNESCO i 1996. Et af Portugals mest internationalt kendte produkter, portvin, er opkaldt efter byen, fordi det er produceret i og afsendt fra området eller, mere præcist, fra Vila Nova de Gaia, som er et område lige over floden, der tilhører samme byområde.

Det latinske navn på Porto, Portus Cale, er roden til navnet "Portugal" for hele landet. På portugisisk bliver byen normalt omtalt med den bestemte artikel "o Porto" (havnen), hvorfor man f.eks. på engelsk kalder Porto for "Oporto".
Blandt de arkitektoniske højdepunkter i byen er Porto katedral den ældste overlevende bygning, sammen med den lille romanske kirke Cedofeita, den gotiske Igreja de Sao Francisco og resterne af bymurene fra det 15. århundrede. Barokstil er godt repræsenteret i det omfattende, forgyldte arbejde indvendigt i udsmykningen af kirkerne St. Francis og St. Claire, kirkerne i Mercy og Episcopal Palace mfl. Den nyklassicistiske og romantiske periode i det 19. og det 20. århundrede har også tilføjet interessante monumenter til landskabet i byen, ligesom den storslåede Fondsbørs, Palacio da Bolsa, bygningerne i Liberdade Square og Avenida dos Aliados, og den flise-smykkede São Bento tog-station og haverne i Palacio de Cristal.
Og så har man jo en unik lejlighed til at se det område, hvor man lagrer og udskiber den berømte portvin, Vila Nova de Gaia, og således følge portvinen fra dens produktion i Douro-dalen, som du har set tidligere, til dens videre bearbejdning d i Portos legendariske portvins-område, hvor man kan smage på vinen i flere af portvinshusene.

Forslag til overnatning: Hotel Quality Inn Batalha – 2 nætter

 

Vi foreslår nu, at du kører videre til den centrale del af Portugal, til Beira Alta og Beira Baxa. Denne del af Portugal er meget varieret, idet den strækker sig fra grænsen til den solrige Alentejo-region til det køligere, men også frodigere nord. Landskabet er generelt lidt mere barskt end i andre dele af Portugal, men regionen har til gengæld rige gastronomiske traditioner som f.eks. Portugals bedste ost, som laves i Serra da Estrela og nogle af Portugals bedste vine, såsom de kraftige Dâo-vine og Bairrada-vinen.
Helt centralt i denne del af Portugal står Coimbra, som rummer et af Europas ældste universiteter og som ligesom Guimaraes opfattes som nationens vugge, eftersom Afonso Henriques, Portugals første konge, flyttede hovedstaden til Coimbra i 1139 fra netop Guimaraes. Coimbra, der blev grundlagt af romerne og har både været besat af maurerne flere gange, inden den blev befriet af Ferdinand den Store af Castilien i 1064, rummer ud over universitetet flere historisk interessante bygninger og de ligger næsten alle i gåafstand til hinanden i det smukke og hyggelige centrum.